fredag den 9. juli 2010

10 tips til spa-rigtig madlavning

Balance mellem smagssanserne, frugt i hovedretten og masser af nye krydderier - det er nogle af tankerne bag spa-rigtig madlavning.



1. VÆR FEDTKRITISK
Skift mættet fedt fra kød og mælk ud med sundt umættet plantefedt, fx oliven-, raps- og sesamolie. Kød og mælk er på menuen, men kun i magre varianter.
Drænet yoghurt er et godt alternativ til fed cremefraiche, 38 %.
2. BALANCE MELLEM SMAGSSANSERNE
Spakøkkenet rendyrker og fremhæver de sunde råvarers egen smag.
Vi træner vores kokke ved at give dem en gulerod og beder dem om at få den til at smage lige så pragtfuldt som en søtunge, fortæller køkkenchef Søren Bak.
Kunsten er at skaffe balance i retten mellem surt, sødt, salt, stærkt og bittert uden at overdosere smør og fløde.
Masser af retter smager vidunderligt, hvis de blot afbalanceres med fx eddike og honning.
3. SPIS REGNBUEN
Madens naturlige farvestoffer rummer mange sunde og vidt forskellige egenskaber. Ved at spise alle regnbuens farver i et måltid sikrer du dig, at du får en bid af det hele.
Spiser du tre retter, behøver de ikke alle tre ligne en farvelade - totalt set skal du bare have alle farverne med, siger Rasmus Soelberg fra Comwell Borupgaard:
Farverigdommen påvirker også din appetit: Øjnene føler sig mere mætte af mad i mange farver.
4. FRUGT I HOVEDRET
Frugt kan give en dejlig sødme til hovedretter.
Det gælder fx tamarillos (trætomat) og mango. Når du dækker kroppens behov for en sød smagsoplevelse under hovedretten, dæmpes din trang til dessert eller tv-slik, siger Rasmus Soelberg.
Frugt kan også tilføre friskhed og surhed, siger Søren Bak. Når du vender en rødspætte i reven citronskal i stedet for æg og rasp, bliver den til en helt anden aromatisk oplevelse.





5. NYE KRYDDERIER
Udvid dit smagsrepertoire: Brug andre krydderier end de sædvanlige tre-fire stykker. Prøv fx sumak, harissa og ingefær.
Krydderier er fyldt med sunde stoffer, og når maden smager af mere, bliver du mæt af mindre mængder. Friske krydderurter er også smækfyldt med vitaminer og antioxidanter. Gode bud er fx havesyre, mynte og løvstikke blandet i salat.
6. LAV DINE EGNE SAFTER OG JUICER
Kniber det med at nå 6 om dagen, giver saft, juice, frugtcocktails og shakes vitaminer på en rar måde.
Det behøver ikke være eksotisk: Lav juice af æbler, pærer, bananer, jordbær (også frosne). Beslut fx at drikke de frugter i frugtskålen, der har fået en plet eller er blevet rynkede, og som du ellers ville smide ud. Hvis du laver shakes, så vælg fedtfattige mælkeprodukter, siger Rasmus Soelberg.
7. MERE FISK
Fisk er genial mad i et spakøkken: Giver masser af sund næring og mætter på en let og behagelig måde.
Prøv også hjemlige fisk som malle, brosme, sandart, multe og havbars, foreslår Rasmus Soelberg.
8. SPIS FLERE BØNNER
De rummer så mange sunde egenskaber: Giver mæthed, proteiner, fibre og vitaminer. Sammen med krydderier og urter får de helt nyt liv.
9. MÆTTENDE KERNER
Kogte hvedekerner giver masser af fylde, men ikke tung, massiv mæthed som ris. Og så er de lette at tilføre smag. Kog dem fx sammen med tomater, foreslår Rasmus Soelberg.
10. KEND DIN MADS OPRINDELSE
Vær bevidst om, hvor din mad stammer fra. Udvælg fx en slagter, fiskehandler og grønthandler, som du har tillid til, og som kan stå inde for madens kvalitet. Kun mad, der har haft et godt liv, kan give dig det, siger Søren Bak.

Kilde: Iform.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.