mandag den 16. september 2013

Blåbær hjælper mod sukkersyge

Blåbær og druer kan hjælpe mod livsstilssygdommen type 2-diabetes, også kendt som gammelmandssukkersyge, mens juice giver den modsatte effekt. Det viser et nyt studie




Et øget frugtindtag har været anbefalet som et af flere tiltag mod forebyggelse af mange kroniske sygdomme, deriblandt diabetes 2, påpeger forskere i et nyt studie.
Men muligvis er det ikke ligegyldigt, hvilken slags frugt, du putter i munden.
Frugt og bær indeholder i varierende grad både fibre, antioxidanter samt andre kemiske forbindelser, som kan påvirke kropen.
- Vores fund giver ny dokumentation for, at visse enkeltstående frugter kan være specielt gunstige til at reducere risikoen for diabetes-2, siger ernæringsforsker Qi Sun ved Brigham and Women’s Hospital i USA, som står bag det nye studie. Det skriver Videnskab.dk.


Folk, der spiste mindst to portioner ugentlig af hele frugter – særligt druer, blåbær, æbler og pærer – havde 23 procent lavere diabetes 2-risiko end folk, der spiste meget lidt – mindre end en portion om måneden.
Forskerne så også koblingen ved indtag flere gange om ugen af rosiner. Et eksempel på en portion kan være en kop blåbær eller druer, eventuelt et lille æble eller udskåret frugt i en kop.
Tidligere indsamlede data fra i alt tre studier med næsten 190.000 personer, som samlet set dækker perioden 1984-2008, er analyseret.
Over 12.000 af disse (6,5 procent) udviklede diabetes 2 i løbet af denne periode.
Forskerne så også nærmere på indtaget af æblejuice, appelsinjuice, grape- og andre juicetyper. De, der drak en eller flere portioner af frugtjuice dagligt (en portion er et almindeligt drikkeglas) steg diabetes 2-risikoen med så meget som 21 procent.
Samtidig kan det, at droppe tre glas juice om ugen, bidrage til, at risikoen sænkes en del, nærmere bestemt med 7 procent, analyserer forskerne sig frem til.
Det glykæmiske indeks for de enkelte frugter, som fortæller, hvor hurtigt kulhydraterne forbrændes, så ikke ud til at være vigtigt for påvirkningen af diabetes 2-risikoen, oplyser Harvard i en pressemeddelelse.
Forskerne tror derimod, at forklaringen på den gunstige effekt kan ligge i, hvilke stoffer frugterne indeholder mere eller mindre af. Foreløbigt ved de ikke, hvilke stoffer der er mere fordelagtige end andre.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.