Selv om forskning viser, at det kan gavne patienterne at bruge kost og kosttilskud som en del af selve behandlingen, tøver psykiatrien. Men kost vil sandsynligvis blive en almindelig del af en psykiatrisk behandling i fremtiden.
Mangel på D-vitamin, omega-3 fedtsyrer og vigtige aminosyrer er helt almindeligt hos patienter med psykiske lidelser. Det viser en amerikansk gennemgang af international forskning i ernæringens betydning for psykiatriske patienter. Og modsat den farmakologiske medicin, kan patienten tilmed undgå alvorlige bivirkninger, hvis man bruger kosttilskud som medicin.
Men det får ikke umiddelbart overlæge i Psykiatrien i Region Nordjylland Jens Ivar Larsen til at gøre kosttilskud til en del af behandlingen af psykiske sygdomme. Han mangler stadig beviser for kostens effekt:
- Jeg synes, det kunne være interessant at få belyst, om der er en sammenhæng mellem kost, ernæring og psykisk sygdom. Men indtil videre har jeg ikke fundet studier, der har vist signifikante effekter af behandling med forskellige kostformer eller tilskud til den almindelige kost, siger Jens Ivar Larsen.
Skub i alternative behandlinger
I 1960'erne kom udviklingen inden for moderne medicin for alvor i gang. Siden har man skubbet mange af de ikke-medicinske behandlinger, som tidligere blev brugt på sundhedsområdet, i baggrunden. Det forklarer Lasse Skovgaard fra Institut for Folkesundhedsvidenskab. Han forsker blandt andet i brugen af komplementær og alternativ medicin og behandling i det danske sundhedsvæsen.
- Mange havde en tro på, at farmakologien ville udvikle sig, så den på sigt kunne løse de store udfordringer på sundhedsområdet. Men man har måttet indse, at medicinsk behandling ikke har kunnet løse alle problemer. Udviklingen i kroniske sygdomme er fx eksploderet, og her er den moderne medicin på mange måder kommet til kort, siger Lasse Skovgaard.
Udviklingen i kroniske sygdomme kan derfor komme til at sætte skub i brugen af ernæring som behandling - også af psykiske lidelser.
Men der er et stykke vej endnu, for lige nu ligger kost og ernæring i et gråzoneområde mellem almindelig medicinsk og alternativ behandling:
- Sundhedsstyrelsen har nogle generelle anbefalinger om sund kost, som selvfølgelig ligger i det konventionelle område. Men lige så snart man anskuer ernæring som en terapeutisk del af en behandling, bliver det ofte opfattet som noget alternativt, siger Lasse Skovgaard.
Ingen interesse
Kost og ernæring er heller ikke en fast del af uddannelsen til hverken læge eller psykiater, og sundhedsforskningen er i øjeblikket hovedsageligt er finansieret af erhvervslivet. Og når det kommer til farmakologi, er erhvervslivet medicinalfirmaerne.
- Kost og kosttilskud kan ikke patenteres, og derfor har medicinalbranchen ingen direkte interesse i at fremme forskningen i de områder. Alligevel ser man i øjeblikket et voksende internationalt fokus på betydningen af kost og kosttilskud inden for psykiatrien, siger Lasse Skovgaard.
Mangler evidens
Selvom den amerikanske forskningsgennemgang i brugen af kost og ernæring i behandlingen af psykiske sygdomme skulle åbne op for kost som et alternativ til medicin, ser det ikke ud til at psykiatrien kommer til at bruge kost som behandling af selve sygdommen lige foreløbig:
- Når vi taler om en lægevidenskabelig tilgang til behandling, er det en forudsætning, at der i hvert fald er en vis grad af evidens for en gunstig effekt. Vi ved, at kosten har en gavnlig effekt på fysiske sygdomme, men vi mangler bevis for, at det også gavner patienter med psykiske sygdomme, siger overlæge Jens Ivar Larsen.
Men man tager psykiatriske patienters kost meget alvorligt. For patienterne lider i højere grad af livsstilssygdomme end resten af befolkningen. Derfor har man i psykiatrien flere projekter, som skal forbedre patienternes kost.
Kilde: 15. maj 2012 06.00 DR Sundhed



Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.