mandag den 19. december 2011

Derfor får du lyst til søde sager efter maden

Du er egentlig stopmæt - alligevel får du lyst til en lækker dessert...
  
Kender du det: Du har spist dig gennem kød, kartofler, sovs og grønt, og nu er du så mæt, at bare tanken om at skulle klemme en eneste ekstra bid ned giver dig åndenød og kvalme.


Så kommer desserten på bordet, og pludselig er åndenøden og kvalmen væk, og det føles som om, der er blevet liiiiige lidt ekstra plads i din mave.

Hvis du kan nikke genkendende til ovenstående, er du langt fra alene. Det skriver Videnskab.dk. Og du kan trøste dig med, at der faktisk findes en ganske videnskabelig forklaring på fænomenet:

"Sukkeret i de søde sager stimulerer en refleks, som udvider mavesækken, og man narrer den normale mæthedsfornemmelse, hvis man spiser dessert efter, at man egentlig føler sig mæt" skriver seniorforsker Arnold Berstad og læge Jørgen Valeur fra Lovisenberg Diakonale Sykehus i seneste udgave af tidsskriftet for den norske lægeforening.

Løsningen er mådeholdDu narrer altså din mavesæk til at tro, at den kan rumme mere, end den egentlig kan. Og det giver dig forklaringen på, hvorfor du føler dig bristefærdig, når du har proppet dig med dessert efter en stor hovedret.

Der findes kun én løsning: Hold igen! Hvis du formår at begrænse indtaget af dessert til en lille smagsprøve af noget sødt, vil du udover at undgå overspisning også kunne opnå et større velbefindende.

Den lille søde smagsprøve vil nemlig ikke optage særligt meget plads i din mave, men den vil alligevel indeholde den sukker, som udløser dessertens udvidelse af appetitten. Resultatet vil formentlig være, at du føler dig lidt mindre mæt og dermed bedre tilpas.

En svær balanceBalancen er imidlertid svær, for hvornår går man fra en smagsprøve til en egentlig dessert?
"Problemet er, at man ikke ved, hvornår man skal holde op med at spise dessert. Bremsen for indtaget af kulhydrater sidder nemlig fem meter længere nede, nederst i tyndtarmen," siger Berstad.

"Fedt, derimod, absorberes højt oppe og har dermed en højtsiddende bremse. Det gør, at man bliver overmæt. Spiser man for meget af den fede mad, brækker man sig. Dette er sikkert medvirkende til, at mange ikke tager på af fed mad," slutter Berstad.

Værd at tænke på her i den søde, søde juletid.

onsdag den 7. december 2011

Ældgammelt kaloriefrit sødestof bliver det nye sukker

Sødemidlet Stevia er 400 gange sødere end sukker og netop godkendt i EU.

 

»Sødet med naturligt sødemiddel – uden kalorier«.
Det lyder som de sukkerforskrækkedes drøm, men sådan kan der komme til stå på slikposer, sukkerfri marmelader, lightmayonnaiser og læskedrikke inden for nær fremtid.
Den danske og europæiske fødevareindustri arbejder hårdt på at lancere nye lightprodukter, der erstatter kunstige sødemidler med et ældgammelt sødestof udvundet fra bladene af en sydamerikansk plante, Stevia rebaudiana.
Sødemidlet Stevia er cirka 400 gange sødere end sukker og er netop blevet godkendt i EU. Allerede i starten af 2012 vil de første produkter lande på danske hylder, der kan bryste sig af at være sødet med et kaloriefrit naturmiddel.

Grunden til industriens begejstring er, at mange danske forbrugere er dybt skeptiske over for kunstige sødemidler som aspartam, sukralose, acesulfamkalium, sakkarin, og hvad der ellers står med småt bag på lightprodukterne.
Til trods forat midlerne generelt anses for sikre. Især stoffet aspartam, verdens mest brugte sødemiddel, er indhyllet i en tåge af kontroverser og konspirationsteorier.

»Vi er godt klar over, at der er en skepsis over for intensive sødemidler. Vi mener ikke, at der er grundlag for den skepsis. Men der er en efterspørgsel efter et naturligt produkt, og vi skal kunne tilbyde produkter, der matcher forbrugernes ønsker«, siger Mikael Bonde Nielsen, kommunikationschef i Coca-Cola.

Coca-Cola-koncernen har allerede produkter med det naturlige sødemiddel på markedet i andre lande, for eksempel en version af Fanta i Frankrig, Nestea i Schweiz og Sprite i USA. Coca-Cola har dog ingen planer om at tilsætte stevia til læskedrikken Coca-Cola.

Også slikproducenten Toms venter sig meget af stevia. Toms nye slikserie, Nellie Dellies, laves uden sukker og sukkeralkoholer.
I stedet bruger Toms de kunstige såkaldt intensive sødemidler aspartam og acesulfamkalium. Inden for det næste halve år vil Toms erstatte det med stevia.

Trendy naturlighed
»Vi har ventet på denne godkendelse i årevis, og det undrer os, at det skulle tage så langt tid. Der er helt generelt en tendens blandt forbrugerne om højest mulig grad af naturlighed. Der passer stevia godt ind«, siger category management director Lars Christensen, Toms.
Også marmeladefabrikanter, producenter af lightprodukter – eksempelvis Isis og Åblomst – og mejerivirksomheder som Arla kigger på det nye stof. Samtidig har mange diætister svært ved at få armene ned. Vægtkonsulenterne, der også markedsfører slankeprodukter, kalder det »en revolution inden for både kostomlægning og fødevareproduktion«.

 Ph.d. og lektor Per Bendix Jeppesen, Aarhus Universitetshospital, er en af landets førende eksperter i stevia og sødemidler. Han siger, at sødemidlet kan hjælpe overvægtige og syge danskere med at smide sukkerafhængigheden.

»Sukker er næsten et narkotisk stof på den måde, at vi faktisk bliver belønnet med en følelse af velbehag, når vi indtager det. Man får en afhængighed af det«, siger han.

»Det er medvirkende til, at 40-50 procent af befolkningen er overvægtige og 600.000 mennesker går rundt med diabetes. Derfor er det er en god ide at erstatte noget af vores sukkerforbrug med stevia«, siger Bendix Jeppesen. Han og hans kolleger på hospitalet har lavet forsøg, der viser, at stevia kan hjælpe folk med type 2-diabetes til at få blodsukkeret under kontrol og sænke blodtrykket hos patienter med forhøjet blodtryk.